Når man skal sammensætte sin kost skal man tænke på syre-base-balancen, man skal tænke på energibalancen (kulhydrater%, protein%, fedt%), hvor mange kalorier man indtager (ikke nødvendigvis nøjagtigt, men man skal spise i forhold til hvor aktiv man er). Man skal tænke på sit blodsukker, og derudover skal man sørge for at man får de vitaminer og mineraler man har behov for. Hvis man er i tvivl om man er i underskud kan man få det undersøgt hos lægen, da dette kan være meget vigtigt. Der er rigtig mange mennesker der bl.a. mangler D-vitamin og jern. Nogle vitaminer kan man tåle at tage flere af end andre, f.eks. B-vitaminer, som er vigtige for såvel vores fysiske helbred som vores psykiske helbred. Der er mange vitaminer og mineraler, som vi ikke tænker over, men som er meget relevante. Man får ikke altid nok ved bare at tage multivitaminer. Det er dog vigtigt at bemærke, at man ikke må erstatte en sund og varieret kost med kosttilskud.
Det kan være et puslespil at skulle finde ud af, hvordan man spiser helt korrekt, men til at begynde med kan man byde grøntsagerne velkommen, da de er nøglen til et sundt liv. Grøntsager indeholder virkelig mange livsvigtige vitaminer og mineraler, og de er gode for syre-base-balancen. Desuden kan man spise mange grøntsager, da de ikke feder nær så meget som andre madvarer, og de er nemme at fordøje. Vand er den bedste væske at indtage, og man skal helst undgå eller skære stærkt ned på kaffe, sodavand og alkohol.
Fejlernæring kan være med til at ødelægge livskvaliteten betydeligt, det kan både påvirke os fysisk og psykisk. Mange sygdomme opstår fordi man ikke har passet på sig selv, dvs. spist fornuftigt, men derimod langsomt ødelagt sin krop ved at proppe sig med en masse fed, sukkerholdig og/eller syredannende kost. Jeg ved godt, at det kan være meget svært at lade være, og det kan være irriterende at tænke over det man spiser, men så snart man begynder på det er der en hel ny verden der åbner sig op. Jeg har selv fået meget mere overskud, jeg er glad, er kommet af med stress, angst og jeg føler mig "sundere", huden stråler, min samvittighed er god, og derudover har jeg også tabt mig en lille smule. Man tænker "ja, ja" når folk siger, at man skal spise sundere og motionere, men det er faktisk sandt, for det er noget af det vigtigste vi kan gøre for os selv. Glem alle skønhedsprodukter, behandlinger, medicin (i visse omfang)! En sund og varieret kost er simpelthen nøglen til et bedre liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar